For lidt over 6 år siden, havde jeg en snak om livet, kærlighed, og hvor udfordrende livet af og til kan være med min den gang 18 årige søn, da han midt i det hele udbrød:

dig og far er de bedste skilsmisseforældre, jeg kender !!!

Og han mente at kende til en del, og statistisk set passer det jo meget godt, når hvert andet ægteskab/ parforhold går i opløsning.

Men, Wauw sikke et kompliment at få fra sit eget barn.
En ting er, at hans far og jeg har brudt familien op i 2008, fordi vi ikke kunne få den til at fungere, noget andet er faktisk at få den til at fungere bagefter.

Hvis man tror at ALT bliver meget lettere ved en skilsmisse, så tro om igen.

ALT, der er udfordrende bliver endnu mere udfordrende med en skilsmisse.

ALT, der var pisse træls bliver endnu mere træls med en skilsmisse.

Og så gang det med 100…..

For nu er det faktisk nødvendigt at man KAN kommunikere og sluge et ton kameler.

HVORFOR, tænker du mon…

FORDI MAN HAR BØRN

Jeg ser gang på gang, hvordan bitterhed, stolthed, jalousi eller vrede står i vejen for et godt samarbejde under og efter en skilsmisse.

Jeg ser gang på gang, hvordan børn og unge kommer i klemme fordi mor og far IKKE kan kommunikere.

Jeg ser gang på gang, hvordan børn og unge bliver sorteper når forældre eller for den sags skyld bonusforældre ikke kan se ud over egen næsetip og usikkerhed.

Og jeg rammes lige i hjertestammen hver gang ❤️

Dybt dybt inde i mit hjerte forstår jeg det simpelthen ikke.

Jo jo min hjerne fatter godt, hvor nemt det er at føle sig afvist, kasseret, fravalgt, bitter, jaloux, ikke god nok, hævntørstig, usikker, vred osv..

Jeg er skam også faldet i!

Og har følt alle følelserne

PÅ EN GANG<

Men det har været mine følelser og ikke mine børns og ikke noget de skulle blandes ind i eller påvirkes af, hverken i forhold til deres relation og deres tid med deres far og hans familie eller deres tid med mig og min familie.

Jeg kan med hånden på hjertet sige, jeg har sluppet mange kampe og har slugt så mange kameler, at jeg kunne købe mig en oliesheik. Jeg er sikker på, at mine børns far kan sige det samme.

Men der er simpelthen noget mit hjerte ikke forstår.

Hvorfor er det, at jeg oplever så mange skilsmisseforældre og bonusforældre fokusere på deres eget behov, og glemmer, hvad det gør ved børnene ?

Når man har sat børn i verden, og ikke kan finde ud af at leve sammen, så SKYLDER man fandme sine børn at behandle hinanden ordentligt, at tale om og til hinanden ordentligt og pakke alle de tilladte men pisse trælse følelser sammen til veninden, kammeraten, psykologen, terapeuten eller eksen og IKKE lade det gå ud over børnene med dumme kommentarer om eksen eller man vil straffe eksen som så ikke må se børnene eller de utallige andre versioner jeg hører om.

Som forælder der har været igennem en skilsmisse og som bonus/pap/sted/ what ever du kalder det, må man altså finde X-LARGE udgaven af sig selv frem og få pakket den tunge fortidskuffert ud og lægge det tunge skyts væk!

(Med mindre der er vold, overgreb, alkohol osv involveret)

Jeg ville ønske lidt flere skilsmisse- og bonusforældre fandt rummeligheden og tålmodigheden frem.

Jeg ville ønske lidt flere skilsmisse- og bonusforældre kunne se ud over deres egen næsetip og se det langsigtede og større billede:

Børnenes ve og vel, hvad enten de er små eller store

Love & light

Miss Aros