Har undret mig lidt over dette univers med at være single. Det er som om man skal være på en bestemt måde og aller helst være søgende sød single samtidig med at man skal være total uafhængig og sej som kvinde. Skal kunne klare alting selv og vise at det sidste man i virkeligheden har brug for er en mand.. og alligevel må vi heller ikke være så utilnærmelige og selvstændige at mændende ikke synes deres jagtinstinkt og beskyttertrang får lov til at blive brugt. Just don’t get it!!! Vi har jo alle brug for andre i vores liv, hvorfor er det så så svært for os at binde os til at være tilstede i nuet for i bund og grund kan man vel ikke forlange andet fra et andet menneske eller i det hele taget af sig selv. At være tilstede i nuet. At tage en dag af gangen og at nyde hvert minut, der er i livet.

Nå men bare en tanke