Jeg har haft fornøjelse af at køre en del med DSB de sidste par uger.

Det er både nemt, bekvemt og hurtigt, altså hvis jeg ikke lige tager transporttiden med som jeg har fra mit hjem til stationen.

Men jeg må indrømme, at DSB har været super præcise, og det er egentlig heller ikke DSB, jeg vil skrive om i dette blogindlæg men mere menneskerne jeg møder.

For jeg er nemlig virkelig mærkelig.

Så mærkelig at jeg taler med fremmede mennesker.

og jeg gør det

ALTID…..

Når jeg er på ferie

Når jeg løber en tur

Når jeg står i kø

Når jeg henter børn

På parkeringspladsen

På tankstationen

På perronen og i operaen

Stort set alle steder taler jeg med mennesker jeg IKKE kender, og det er eddermamemig (undskyld sproget) de skønneste oplevelser, der kommer ud af det.

Jeg møder så mange fantastiske mennesker, får skønne dejlige smil og gode historier med.

F.eks her forleden, da jeg var på vej op til perronen på Nyborg station. Bag mig gik en ældre herre, hans hustru og deres voksne datter.

Jeg er også sådan en type, der ALTID holder døren for andre mennesker. Jeg tænker ganske enkelt slet ikke over det. Så det gjorde jeg også denne dag. Altså holdt døren for ham den ældre herre, der slæbte på sin datters kuffert. Og aldrig har jeg fået så fantastisk, stort, varmt og ægte smil.

Jeg mener det helt seriøst.

Han smilede over hele femøren og blev ved, hver gang han kiggede på mig mens vi ventede der på perronen.

Da han skulle sige farvel til sin datter, vendte han sig mod mig, smilede og sagde god tur 🙂

Det er satmer (undskylder sproget igen) GOD STIL 

Jeg er så højrøvet og egoistisk at tro at både han og jeg fik en bedre dag.

Eller hvad med den gang min datter og jeg var i Operaen for at se en vildt moderne danseforestilling (læs: jeg fattede minus), hvor der stod en kvinde i de fedeste shorts.

Jeg gik over til hende og sagde det, men spurgte også om jeg måtte købe hendes shorts. Hun blev smigret, gav mig sit telefonnummer og sagde jeg skulle skrive til hende, så ville jeg få shortsene.

Seriøst god stil.

Og jo, jeg skrev til hende, men bukserne var for slidte mente hun, men vi havde en sjov dialog, og pudsigt nok arbejder hun på Statens skole for scenekunst, hvor min datter søger ind om et års tid.

Ikke at det er en fordel, bare pudsigt.

Jeg er igen så højrøvet at tro at både hun og jeg fik en bedre dag.

Og mindes min søde studiekammerats blogindlæg PRAL DOG som jeg læste forleden (du kan læse det her)

For jeg vil godt prale helt vildt med, at jeg er vildt god til at møde andre mennesker med åbne arme.

Jeg vil godt prale med, at jeg er enormt imødekommende og rummelig.

Jeg vil godt prale med, at jeg er sindssygt god til at give komplimenter til fremmede mennesker, og de bliver altid så glade – det gør jeg da også selv, hvis andre positivt kommenterer det jeg har på eller den jeg er.

Ofte er vi bare bedre til at gøre det modsatte. Det er som om, det er meget nemmere for mennesker at sige negative ting, vrisse af andre, bagtale andre og tale grimt til hinanden.

BUT WHYYYY?

Jeg undrer mig virkelig over, hvorfor vi som mennesker ikke er mere imødekommende overfor hinanden.

Og det er ikke kun danskere, jeg mener.

Da jeg var på ferie på Kreta denne sommer, var jeg ude at løbe/gå… jo jo, der skulle jo handles ind 🙂

Men jeg hilste godmorgen på ALLE, både turister, lokale, frugtmanden, rengøringsdamen, og jeg undrede mig.

Jeg undrede mig over, hvor få mennesker der hilste igen.

Måske fordi de ikke forstod mit Good Morning?

Det tror jeg bare ikke.

Jeg tror det handler om noget helt helt andet.

En lukkethed.

En jeg har nok i mig selv.

En hvad vil hun mig.

Eller måske handler det bare om at jeg er mærkelig, hvilket er så sandt så sandt 

 

 

 

Love & Light

Christina Aros