I fredags udvidede jeg dagens løbetur, så jeg kombinerede den med en gåtur ved vandet samt trappetræningen på den stejle skrænt ved havet.
Det var da jeg stod på skrænten, lukkede øjnene og mærkede vinden i mine kinder, at det gik op for mig.
Som en lyspære der blev tændt oven over mig
Tilliden var væk
Jeg stod helt alene på skrænten med udsigt over storebælt, ingen mennesker i miles omkreds og jeg var bange!
For hvad, tænkte jeg?
Og endnu en lyspære blev tændt foroven!
“Du bilder dig selv ind, at du er så tillidsfuld, men i virkeligheden er det bare en facade du sætter op overfor andre for, at du ikke selv skal føle dig afvist”
“Du har ikke tillid til andre”
“Du er bange for at blive såret”
“Du er bange”
Lige der,- mærkede jeg inde i min essens, til min store overraskelse, hvor bange jeg var.
Ikke for noget bestemt, og alligevel, for tænk hvis nogen kom og skubbede mig ud over kanten – men det er jo bare hjernen der forsøger at sætte en label på min frygt.
Lige som de tre ovenstående sætninger, er det bare mit ego’s forklaring på, hvad det er, jeg ikke har tillid til, hvad det er jeg frygter osv.
Men jeg har ikke brug for at få sat ord eller labels på, men bare mærke at jeg helt inde i min grundessens, helt inde i sjælen var skræmt og slet ikke hvilede i at stå alene og bade mig selv i vinden, i solen og i den smukke udsigt over havet.
Så jeg øvede mig.
Øvede mig endnu en gang i at hvile i mig selv.
Trak vejret dybt, groundede mig selv og mærkede igen vinden kæle mit ansigt, og denne gang gik der længere tid inden jeg mærkede den paniske følelse inden i
Så jeg øvede mig igen
Trak endnu en gang vejret dybt og fokuserede på min vejrtrækning, og at alt var lige præcis som det skulle være.
Og denne gang faldt der mere ro over mig, men ikke nok til at jeg kunne bevare fokus mere end et par minutter.
Så jeg SKAL øve mig igen.
Øve mig i at have tillid til mig selv, så jeg med ro kan rumme når frygten kommer på besøg.
“Det er i kærligheden til os selv, at svaret skal findes
Det er i kærligheden til andre, at livet skal leves” – christina aros
Love & Light
Miss Aros
