Jeg har gjort det igen!!!!

Er faldet i forventningens og præstationens sorte skygge, og det med både fynd og klem.

Og det gør mig så træt og også lidt arghh på mig selv.

I et kort øjeblik 🙂

For jeg ved, at det eneste der hjælper er, at tilgive mig selv, trække vejret dybt og elske mig selv endnu mere end for et lille øjeblik siden.

Måske ved du, at jeg er i gang med at tage en Cand. Mag. Pæd. på Universitetet og var til eksamen i juni, vel at mærke både skriftlig og en mundtlig en af slagsen. Hvilket jo lige skulle være mig, så meget som jeg taler, både i al almindelighed men også når jeg holder foredrag og kurser 🙂

Jeg er ikke den stærkeste i akademisk skrivning trods det, at jeg har skrevet og udgivet to bøger. Men lige den akademiske skrivning, er ikke min yndlingsdisciplin, men jeg er på vej, for jeg lærer jo hele tiden.

Nå men altså, til den mundtige skulle jeg lave en synopsis og så forsvare den til eksamen.

Så langt så godt.

Følte mig super forberedt og klar i spyttet.

Lige indtil eksaminator stillede et spørgsmål, jeg overhovedet ikke fattede i lige det øjeblik. Ja ja, i dag ved jeg da godt, hvad jeg skulle have svaret, men lige der måtte jeg bede ham gentage spørgsmålet, men blev ikke meget klogere for havde det som om, at der bare var blankt inde i hovedet.

TOMT

GABENDE TOMT

Som i HALLOOOOOOOO er der nogen hjemme?

Men jeg kom videre

Dog en smule rystet og nu også nervøs, og vupti så var tiden gået, og jeg smuttede ud, og var egentlig ret godt tilfreds lige bortset fra det famøse spørgsmål.

Jeg forventede faktisk at få mindst 10!

Da jeg fik min karakter,- 7, pressede tårerne sig på og trillede ganske langsomt ned af kinderne, og jeg havde lidt svært ved at høre al den ros jeg fik om mine analytiske evner, evnen til at se igennem tingene og evnen til at få så meget ud af det empiriske materiale, jeg havde til rådighed, og samtidig skulle jeg hæve teorien op i et højere perspektiv.

ja ja, jeg hørte det godt, og tænkte bare…

Hvorfor får jeg så 7?

Med al den ros, hvorfor får jeg så kun 7?

Fattede det ikke, og var dybt skuffet mens mine studiekammerater var jublende lykkelige når de fik 7.

Jeg havde jo virkelig forberedt mig!

Jeg havde virkelig givet det en skalle denne gang!

Jeg var bedre!

Jeg havde brugt lang tid og været meget omhyggelig med min skrivning!

Jeg forventede mere af mig selv!

Men når sandheden skal frem, for det skal den, hvis jeg vil leve autentisk og i samklang med min sjæl, så havde jeg vitterlig forberedt mig

AFTENEN FØR!

Jeg havde brugt teori, som jeg først skulle lære samt forstå, da jeg skrev opgaven, og i bund og grund skulle jeg faktisk være ret godt tilfreds med at få 7, med den indsats og læsning jeg havde lagt for dagen gennem semesteret.

Så hvorfor blev jeg så skuffet?

Hvorfor var jeg ikke jublende lykkelig for min karakter?

Det har jeg brugt lidt tid på hen over sommeren..

ja ja, har også holdt ferie 🙂

Først og fremmest var jeg så stålsat på, at det her emne havde jeg fuldstændig styr på, så jeg forventede en højere karakter.

For det andet hænger jeg fast i en gammel karakterskala.

For det tredje handler det om et ældgammelt mønster om at bevise mit værd gennem mine præstationer.

For hvorfor er karakter overhovedet vigtigt?

Lidt paradoksalt er det, at den anden eksamensopgave jeg afleverede før sommer handler om, at vi i skolerne hellere skal fokusere på det hele og glade menneske samt formativ feedback fremfor bedømmelse med karakter.

Endnu mere paradoksalt er at det, at jeg konstant plæderer for, at vi som mennesker er noget værd bare fordi vi er os, og ikke fordi vi præsterer noget bestemt og sådan skal vi opdrage vores fremtidige generationer.

Og så er jeg stor fortaler for at leve i nuet og acceptere tingene sådan som de er.

Så jeg har gjort mit hjemmearbejde, og har gravet dybt i mig selv endnu en gang.

Kigget mig selv efter i sømmene med åbne og ærlige øjne.

Jeg har turde tage mine forventninger op til overflade, og se hvad de i virkeligheden handler om, nemlig mit behov for flotte præstationer og at bevise mit værd, og så har jeg rettet spotlight på det hele.

FULD SPOTLIGHT

Og jeg har taget endnu et skridt ud af skyggen.

For når vi tør være ærlige overfor os selv, uden at komme med retfærdiggørelser, undskyldninger eller forklaringer på hvorfor tingene er som de er, men tør være tilstede i nuet og accepterer tingenes tilstand, så giver vi os selv den gave det er at være tilstedet i nuet, at være med det der er, og hvilken fantastisk frihed er det ikke lige.

Og det har hjulpet

I går kom anden karakter, som også var 7 og jeg ikke så meget som blinkede eller betvivlede mit eget værd.

Det er hvad det er

Så kære dig, hvis eller når du oplever at hænge fast i forventningernes, præstationens eller en helt anden skygge, så er mit bedste råd, at du tør kigge på dig selv med ærlighed,- også selvom det gør ondt.

 

Kærlighed og lys

Miss Aros