Jeg hørte udtrykket “Palle alene i verden” igen i en film her forleden aften.
Du kender sikkert godt historien om Palle, ik’?
Drengen der vågner en morgen og er alene i hele verden og kan gøre lige præcis, hvad han ønsker sig. Han kan køre lige hvorhen han vil, og han kan spise lige så meget slik, som han ønsker det.
Palle er super glad i et stykke tid, indtil han savner sin mor og far.
Og lige der vågner Palle, og opdager at det hele bare har været en drøm.
Det er i hvert fald i korte træk sådan jeg husker historien og jeg har tænkt en del over begrebet “at være Palle alene” i et stykke tid.
For de sidste mange måneder har jeg snakket om emnet med både klienter og veninder, der trods gode parforhold og ægteskaber føler sig som “Palle alene i verden”.
De fleste er i 40’erne, har store eller halvstore børn som er på vej videre, har fyldestgørende jobs, en dejlig omgangskreds og alligevel…….
sidder de med følelsen af at være totalt alene i hele verden.
Måske kender du den følelse, måske ikke!
Når jeg kigger på mit eget liv, er der intet der ligefrem indikerer at jeg er “Palle alene” og da slet ikke helt alene i verden …
og så alligevel.
en gang imellem slår lige præcis den følelse ned i mig.
Jeg arbejder alene, ser mine børn hver anden uge og der kan gå dage, hvor jeg slet ikke taler med andre mennesker.
Den eneste jeg har kontakt med er mig selv – og skal jeg selv sige det, er det udsøgt selskab hihi 🙂
Jeg har intet imod at være i mit eget selskab
Tværtimod så søger jeg det rigtig tit.
Hvilket jeg i tidligere forhold har fået på hatten over.
At jeg en gang imellem søgte mit eget selskab frem for andres.
Selv om jeg er enormt social anlagt, så har jeg seriøst rigtig meget brug for bare at være musestille og ikke tale med nogen: jeg har brug for ikke at skulle forholde mig til andre mennesker og deres udfordringer.
Jeg bruger mig selv rigtig meget i mit job og jeg elsker det…. og fik jeg muligheden i dag for at vælge et hvilket som helst job, så ville jeg stadig vælge det, jeg laver nu..
bare bedre betalt 🙂
Jeg er vild med mit job og jeg er vild med at bruge mig selv.
Men når jeg har fri, så vil jeg helt vildt gerne holde fri!
Nogle dage er jeg til fest og farver!
Nogle dage er jeg til dybe samtaler – det der overfladiske small talk er jeg meget sjældent til!
Nogle dage er jeg bare til stilhed
Nogle dage er jeg til omfavnelse
– okay ALLE dage er jeg til omfavnelse, kram og kys 🙂
Og nej det går ikke efter et skema og om mandagen kan jeg ikke sige, hvordan jeg har det om onsdagen, men en ting jeg ved er, at når jeg har haft nogle enormt lange og pressede dage, så skal der ingen aftaler være i kalenderen
og så er det at Palle kommer på besøg
Jeg kan rigtig godt lide Palle, når jeg helt bevidst vælger det.
For det sker nemlig også at Palle kommer på besøg selvom jeg er omgivet af masser af kærlighed, masser af mennesker og masser af omsorg.
Det er den snak jeg har haft med mine klienter og mine veninder om her på det sidste.
Selv om de har ALT det, de overhovedet har brug for sidder de alligevel med en følelse af at være fuldstændig og totalt alene i hele verden.
Det synes jeg er vildt interessant og jeg bliver oprigtig nysgerrig.
Hvorfor er det, at vi føler os ensomme, som det ender med at “Palle alene i verden” gør.
Er det fordi vi ikke føler os mødt eller set af de mennesker, der er i vores omgangskreds?
Er det fordi vi er i forhold der ikke er, som vi har brug for?
Er det fordi vi stiller for store krav til vores omverden eller os selv?
Er det fordi vi ikke er specielt gode til at være i vores eget selskab
Er det stilheden vi har det svært med?
Eller er det noget helt andet, det drejer sig om?
Min erfaring er, at når vi føler os ensomme selv om vi er sammen med andre, så handler det dybest set om os selv og vores forventninger til samværet med andre menneske.
Min oplevelse er, at de færreste af os er helt okay med at være i vores eget selskab og derfor søger vi andres selskab for at blive fyldt op, og når vi så ikke oplever det vi forventer, så peger vi fingre af andre og giver dem skylden for, at vi føler os alene.
Det tror jeg desværre ikke er der vi skal hen.
Jeg tror fuldt og fast på, at vi udelukkende selv har ansvaret for om vi føler os ensomme eller ej.
(og nej jeg taler ikke om de mennesker, der desværre ikke har en omgangskreds eller nære venner, men det kunne være en yderst interessant snak også)
Hver evig eneste af os har et valg,-( også selv om det ikke altid føles sådan)- om vi vil være alene eller ej. Så når vi får følelsen af ensomhed, så tror jeg på at det handler om vores tanker, forventninger og forestillinger.
Jeg husker især en kvinde fra et foredrag for nogle år tilbage. Jeg talte om det med at sige nej til andre for at sige ja til sig selv, og hendes argument for ikke at sige nej var “når jeg siger nej til mine venner, så inviterer de mig jo aldrig igen og så ender jeg helt alene”
Jeg forstår pointen, Det gør jeg virkelig
men…..
og ja, jeg beklager, men jeg må simpelthen sige MEN…
Er det så de rigtige venner du har, hvis de ikke kan respektere, at du siger nej, og derfor ikke vil invitere dig igen?
Ydermere spurgte jeg hende, hvor mange mennesker der er i hele verden?
Hvis du ikke ønsker at være alene, så behøver du ikke være det.
Men det er jo bare min påstand.
Jeg tror seriøst på, at vi hver især har ansvaret for om vi føler os ensomme og alene, og at første skridt ud af den følelse er, at nyde dit eget selskab.
Så hvis du oplever at du føler dig “Palle alene i verden”, så kunne det måske være at du skulle vende blikket indad i stedet for udad.
At turde rumme din ensomhedsfølelse og dit eget selskab er en gave for din sjæl og sætter dig fri.
Det kræver at du ikke hver gang dulmer din ensomhedsfølelse med tvserier, alkohol, smøger eller surfing på nettet, men at du derimod virkelig mærker dig selv og finder ind til, hvad din ensomhedsfølelse bunder i.
Ja det er nemmere sagt end gjort og det kræver øvelse. Men jo mere du nyder dit eget selskab, jo mere kan du nyde andres selskab.