Dagens gæsteblog er skrevet af min smukke og livskloge datter Julie Aros. Julie er en passioneret danser og så går hun i 8 klasse 🙂
Cyklisten jeg iagttager kører næsten i slowmotion. Urets tikkende lyd mangler dens normale rytme. Hele min omverden synes at gå en tand langsommere end normalt. Det kan næsten få blodet til at koge i mig. Denne ene gang, hvor jeg har travlt synes verden pludselig at bevæge sig langsommere. Jeg tvivler lidt på om det er værd at vente mere. Ifølge planen i mit hoved skulle bussen være kørt for 5 minutter siden. Nu risikerer jeg, at jeg ikke kommer i tide nok til at nå min anden bus som kører mig til min dansetime.
Det ville være forfærdeligt!
Jeg håber for buschaufføren, at han kører hurtig derhen for ellers kan det ske, at jeg simpelthen koger over. Så vil jeg fosse ud med alt det, der er i min lille gryde. For alle har en gryde inde i sig. Spørgsmålet er bare, hvor stor den er.
Nogle madvarer fylder mere end andre, hvilket vil sige at madvaren kan koge hurtigere over end andre madvarer.
Dans kan godt være en stor madvare for min gryde nogle gange. Det er nok fordi, at det betyder så meget for mig. Normalt synes jeg at min gryde kan indeholde meget mens andre gange kan jeg ikke se det i øjeblikket. Så føles det som om, at min gryde er skrumpet.
Nu når jeg snakker om gryder og madvarer, kan jeg blive helt sulten.
Sulten efter hvad?
Måske er jeg sulten efter mindre ventetid.
Måske sulten efter bare én dag, hvor alt hænger sammen.
Uden ventetid og alt det stress, der følger med dagen.
En dag, hvor alt er i harmoni med hinanden og hvor starten på min dag bliver uden bekymringer.
Det ville være lidt ligesom når man er på ferie.
Kender du ikke den følelse?
Du står op af sengen om formiddagen og mindes den hyggelige aften rundt om bålet. Langsomt trasker du ud på badeværelset og kigger dig i spejlet. Dit hår er uglet, men du er ligeglad og snegler dig ud i køkkenet, hvor du tager nogle skiver friskbagt brød som din far hentede for lidt siden. Hele hytten er langsomt ved at vågne og du fortsætter i dit hyggelige tempo. Du kigger i din rodede kuffert og beslutter dig for, at du beholder dit nattøj på igen i dag. Bogen ved siden af din seng snupper du og går ud på terrassen med udsigten ud over havet og noget af byen. Resten af dagen er din snude i bogen og kun når stranden eller maden kalder, ser du op og lægger den fra dig. Selv når I tager på strandet ryger bogen i strandtasken.
Ikke én af jer har taget et ur med.
Den tikkende og stressende lyd har du ikke hørt siden I tog hjemmefra. Sådan føles det at sige undskyld til ventetiden for at have glemt den.
Den følelse er en af de eneste ting som giver nok plads i min gryde så madvarerne ikke koger over. Den følelse burde mange flere mennesker have i hovedet hele tiden. Så ville de ikke stresse over at bussen kommer lidt for sent, så de ikke kommer på arbejde i ordentlig tid.
For verden burde ikke falde sammen over sådan en ting som ventetiden. Måske har buschaufføren skyndt sig så meget som han kunne og alligevel skal han sige: ”Undskyld ventetiden!”
Kan det virkelig passe at man hele tiden skal have travlt og altid følge en plan?
Mange folk bliver helt forarget, hvis en mand kommer slentrende på banegården i myldretiden og tager tingene stille og roligt uden noget stress eller nogen tidsplan. Er det helt blevet unormalt at tage sig god tid?
Samfundet i dag gør det næsten ikke muligt at tage sig god tid. Alt ligger efter en plan som du følger hver dag, og hver måned flyder sammen til en stor grå masse.
Eller er det hele bare noget vi tror?
Det burde da være normalt at tage sig god tid og bare sige pyt, hvis man ikke lige nåede alt det man havde i tankerne. Verden går ikke under på grund af sådan en lille ting, men i øjeblikket er det sjældent at folk kan kigge videre og opdage, at de ikke behøver at stresse. Vi tror at samfundet ikke tillader os det,- men er det ikke os der har skabt samfundet?
Så burde vi da også kunne ændre det tilbage til, hvor det engang var.
Selvfølgelig med forbedringer, da vi jo er i det 21. Århundrede! Men at vi er i det 21 århundrede burde ikke være en grund til at stresse over for meget ventetid. Ventetiden er der og har altid været der. Spørgsmålet er, om du kan se ud over ventetiden og måske tænke på den som noget andet.
Hvad med at bruge ventetiden som en tænketid?
Hver gang jeg kører til dans med min mor eller far tænker jeg en masse over mange ting. Jeg starter altid med at tænke på, hvordan min dag har været. Det fører mig videre til et andet univers, hvor vejen til dans og mine tanker flyder sammen. Det samme sker når vi skal strække ud til dans. Vi bruger en metode, hvor vi ligger med benene spredt så meget ud som vi kan op ad væggen. Det strækker rigtigt meget og gør også ondt. Mange vil bare gerne have at de tre minutter hurtigt overstået så de kan samle benene, men jeg bruger ventetiden anderledes. Jeg lægger mig ved siden af en af højtalerne. Bassen, trommerne og beatet styrer mit hjerteslag. Guitaren og klaverets harmoni tager mig med væk fra dansesalen og sender mig ind i et helt nyt fortryllet univers.
Ventetiden er der stadig! Men den er ikke nær så tæt på mig som før.
Jeg tror ikke, at vi menneske nogensinde kan undgå ventetiden men vi kan lære at takle den. Så vil det blive normalt at tage sig godt tid. Samfundet vil ændre sig i og med, at vi vil have ændret os. Vi vil ikke være stresset, ikke have travlt og gryden inde i os vil ikke koge over mere. Alt vil være i harmoni med hinanden og folk vil være gladere.
Det her er bare en måde tackle ventetiden på.
Nogle vil nok mene, at det vil være ligesom i 70’ernes hippietid, men det er slet ikke det jeg mener med det. Sådan som jeg har forstået livet indtil videre er, at det ikke er meningen at vi skal skynde os og være stresset hele tiden.
Er jeg helt galt på den?
Er det ikke meningen, at vi skal nyde det vi laver og være den bedste os, vi kan være?
Jeg tror på at man kun kan være en bedre jeg, hvis gryden ikke koger over. Hvis madvarerne ikke fylder så meget som før, men at det er det større billede der tæller mest.
Er det ikke meningen at det skal være sådan?
Hvorfor har man overhovedet så travlt?
Er det fordi at andre menensker lægger et pres på en eller er det bare noget man skal have? Det lyder nu bare lidt underligt i mine ører.
Alle kan flyde over en gang imellem men det sviner så meget og hvem gider gå og rydde op efter det hele tiden ? Det vil jeg helst ikke. Jeg vil hellere gå i en smuk have efter en dejlig arbejdsdag og tænke på, hvor heldig jeg er at have sådan et liv. Rosernes søde duft vil fylde min krop og jeg vil sende al min taknemmelighed over til den, selvom den ikke har bedt om det. Hvert problem vil virke latterlige mens jeg går der i blomsterhaven og venter på min kæreste. Selv ventetiden er med i min drøm men jeg har lært at tackle den. Ventetiden føles ikke stressende mere og jeg har ikke travlt. Nu er det blevet normalt at tage sig god tid.
I dette univers vil folk kigge op, hvis der kommer en løbende med røg efter sig. De vil ryste på hovedet og mindes den gang de selv havde oplevet dette tidspunkt som myldretiden. Planerne vil stadig være der men uden tidspunkter. Firkanten vil være blevet brudt for et stykke tid siden. Ingen vil stille spørgsmålstegn ved ventetiden.
Fremover vil vi forhåbentlig kunne sige:
”Undskyld ventetid, men nu er det din tur til at vente!”
Kærlighed og lys
Christina Aros