HverdagsGLÆDE

Glæde, Kærlighed & Mindful Living

Skal vi tale om alt det svære

by // Leave a Comment

Skal vi tale om alt det svære ?

Skal vi tale om følelser ?

Skal vi være sårbare ?

Skal vi vise alle sider af livet ?

Altså jeg er ikke i tvivl, men møder stadig mange som mener at “alt sådan noget” taler man om derhjemme og da slet ikke på arbejde.

Det er fair nok.

Men har du overvejet, at det er som at skulle holde på en hemmelighed hele tiden?

Jeg siger ikke, du skal krænge din sjæl ud på storskærmen nede på stadion eller du skal skrive lange blogs eller få kollegaerne til at tude sammen med dig ….

Det er ikke for alle.

Men du skal turde være ærlig overfor dig selv og andre. Du skal turde tale om det, også udenfor hjemmet, for måske kan du inspirere andre til også at lette hjerte, måske kan de hjælpe dig med input, du ikke har tænkt på før eller noget helt tredie (ja jeg er så gammel, jeg staver med ie og får fejl hver gang).

At turde være autentisk handler om, at turde være hele dig, både der hvor det smerter og der hvor det bobler og alt det ind imellem.

Jeg har grædt……

Mange tårer i mit 50 år lange liv. 

Jeg har haft depression

Jeg har haft stress

Jeg har hadet min krop og mit udseende

Jeg har haft spiseforstyrrelse 

Jeg har skulle være den bedste og præstere mest 

Jeg har været ensom

Jeg har været fattig – virkelig fattig med to børn

Jeg har kæmpet for mine drømme

Jeg har fejlet 

Jeg har rejst mig 

Og 

Jeg er faldet igen og rejst mig igen… 

Jeg har endevendt mit indre og arbejdet i dyden med mine skyggesider

Jeg har tilgivet og rummet 

Jeg har lært at meditere og dyrke yoga 

Jeg har lært at elske mit eget selskab

Jeg har lært at være blid og blød med mig selv 

Jeg har lært at elske mig selv

Jeg har lært at stole på, der er en mening med alt 

DET ER HVAD DET ER ♥️

Og alligevel kunne jeg mærke angstens mørke hånd ruske lidt i mig, da jeg for et par måneder siden måtte bukke under for en sorg, der det sidste år har sneget sig ind på mig. 

Det er selvfølgelig ikke udelukkende sorgen, men mange faktorer der spiller ind. 

Det er ALDRIG kun en ting…

Men det er en ting, der vælter læsset og så fokuserer vi ofte på det….

Men det er aldrig kun en ting !

Men hele den weekend mærkede jeg sorgen fylde mine øjne med vand og trætte min krop.

Og jeg lyttede

Trak mig tilbage

Så Netflix serie og sumpede

Og så lavede jeg yin yoga 

En tur ved vandet ville også have været guld værd, men det orkede jeg simpelthen ikke. 

Og det accepterer jeg 

Fuldt ud ♥️♥️♥️

Om mandagen tog jeg fat i min chef og fik en akut tid ved en erhvervspsykolog.

For vi skal turde være sårbare og bede om hjælp.

Få af samtalerne handler om sorgen for den er bare udløseren på de andre ting…

Det er aldrig kun en ting 😊

Og det er skide hårdt at vende blikket på mig selv igen og granske mønstre, vaner, fortid, nutid for jeg -ved -ikke -hvilken -gang i løbet af de sidste 16 år.

Arghmen fatter du da så langsomt, Christina?

Næhhhh, det er bare sådan med vores mønstre, at de kan dukke op igen på et dybere plan, fordi du nu er klar til ny læring.
Og livet er vel egentlig en eller anden finurlig vej af læringen.

hvis vi tør mærke os selv og også tale om alt det svære

Kærlighed og lys

Christina ♥️



Har du selvkærligheden som pejlemærke? Og noget om deller.

by // Leave a Comment

Har du selvkærligheden som pejlemærke og noget om mine sidedeller.

Jeg ved ikke med dig, men nogle gange tager jeg mig ikke så heldigt ud. Hverken med hvad jeg siger eller hvordan jeg ser ud og ærlig talt så tænker jeg ikke videre over det og har ofte mascara under øjnene efter cykelturen eller hår der stritter til alle sider♥️

Hvis du har læst min sidste bog, ved du, at jeg havde en spiseforstyrrelse da jeg var yngre og har haft et frygteligt selvbillede, hvor jeg slog mig selv oven i hovedet konstant.

Mange siger, at man bliver mere medfølende overfor sig selv med alderen, men mange timers selvudvikling og rodbehandling har også været en af årsagerne til, at jeg i dag i en alder af snart 50 år er meget godt tilfreds med mig selv.

Okay, jeg træner ikke som jeg gjorde, da jeg var ung, så tyngdekraften har været lige lovlig meget på spil men det skader ikke at være lidt blød, hverken i hjertet, hjernen eller huden 🤣🤣🤣

Men et af mine ømme punkter har altid været mine arme samt min barm og det fedt, der sidder på siderne ved barmen. 

Og det er her billedet kommer ind for Gud hjælpe mig om ikke det ligner, brystet er smuttet ud 😳🤣

Jeg har det meste af livet altid trænet men de sidste 6 år har det været meget meget småt med træningen. Min bedste undskyldning er, at jeg simpelthen ikke har haft overskuddet.

Jeg har i små perioder undervist i crossfit, startet løb op igen osv og min krop reagerer asap.

Det har været en kamp at acceptere, at jeg ikke længere bare kan cykle på min racer eller mtb eller at jeg ikke længere bare kan løbe mig en tur fordi det koster voldsomt i forhold til kroppens tilstand og energien op til en uge efter. 

Accept har jeg arbejdet meget med og en forståelse af, at yoga, gåture og små løbe/gåture er det jeg kan holde til pt. 

Samtidig har jeg også rundet de 49 år og kroppen lagrer fedt steder den ikke har lagret fedt før… MEGA belastende…

Men igen accept ♥️

Bemærk også de slørede øjne pga cola zero 😂🤣

Accept er ikke det samme som laden stå til.

For kalorieindtaget er blevet sænket, plantebaseret kost er indført og de 10-12000 skridt samt 10 etager holdes der øje med og langt de fleste dage opfyldes det og når det ikke opnås kigger jeg stadig med selvkærlighed øjne og accept på mig selv. 

Og ja, jeg drikker ALT for meget Pepsi max og ja, jeg har altid haft en sød tand som virkelig er rationeret Big time, men jeg drikker hverken vin, øl eller kaffe og sjældent alkohol, og de fleste dage står maden på plantebaseret (det kan du se på Instagram), så tænker bare jeg skubber fedtet på plads og overholder aftalen med at træne i aften med min datter og hvis du som jeg blev lidt “av i øjnene af at kigge på dig selv”, så sluk din indre kritiker, og tænd for omsorgen for dig selv 

Jeg vil i dag være både selvfed 🤣😂 og selvkærlig ♥️♥️♥️

Hvor svært kan det være at tage hensyn og udvise betænksomhed?

by // Leave a Comment

Er det egentligt muligt, at tage hensyn til andre uden at miste sig selv til dørmåtten?

Er det egentligt muligt, at udvise betænksomhed overfor andre uden at dræne sig selv?

Okay, jeg forstår snakken om at slippe hensynsbetændelse, overdrevet egoisme og at sige Fuck Flinkeskolen og slippe pleasergenet – har jo faktisk selv skrevet en bog og holdt utallige foredrag om emnet.

Men der er ganske enkelt aldrig nogensinde nogen der har hørt mig sige, man ikke skal tage hensyn til andre eller at man ikke skal være venlig overfor andre.

Vi lever, efter min opfattelse i en verden, hvor lige præcis venlighed, kærlighed til hinanden, betænksomhed og hensyntagen skal have lov til at sprede sig som ringe i vandet.

BARE DU HUSKER DIG SELV 

Men jeg må åbenbart være en gammel sur madamme der tror, at når jeg viser kærlighed, tager hensyn og behandler andre pænt, så gør de det også.

Kan afsløre at sådan foregår det ikke helt i den virkelige verden. HA HA

Men nu skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg sidder med en undren og et stænk af surt opstød. – ja, det har du nok ikke lige hørt fra mig før, fordi jeg altid tænker, hvorfor er det jeg bliver irriteret, hvor er det min egen skygge er osv. osv. osv……

Men er jeg faktisk træt…… helt ind i marven, for

jeg bor i lejlighed,- en dejlig en faktisk og faktisk også i et dejligt kvarter. En villavej i Odense, hvor der ikke er så meget postyr eller så mange biler.

LIGE MIN SMAG.

Men der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad H* til.

Eller der er i hvert fald noget der har ændret sig på de 2 år, jeg har boet her eller også er jeg bare blevet mere sensitiv.

Okay, her er lydt,- det er trods alt en gammel bygning fra 1890, men jeg undrer mig over, hvad det er der får folk til at trampe rundt i sko midt om natten, hver nat?

Hele dagen lyder det som om overboen flytter rundt på møbler og laver high impact aerobic fra 90’erne.

Gad vide om overboen nogensinde sover 🙂

 

Hvad er det, der får folk til at dytte kraftigt på alle tider af døgnet for at få kontakt til den de skal hente?

Hvad er det der gør, at folk parkerer på begge sider af den lille vej, så ingen kan komme forbi eller komme ud?

Hvad er det der gør, at folk lader den tunge hoveddør smække, når det tager cirka 5 sekunder at lukke den, så hele opgangen ikke ryster?

Forleden snakkede jeg med min nabo, som ikke længere gad lukke hoveddøren pænt fordi alle andre smækkede døren.

Jeg må simpelthen også være en gammel naiv madamme, for jeg lukker troligt døren og tænker

En dag,

En skønne dag smitter ” hensyntagen”  af på andre.

Vi bor trods alt kun 5 i opgangen og 3 inde i den anden opgang,- altså der hvor overboen bor 🙂

Og jeg er selvfølgelig helligere end hellig…………

For jeg går meget forsigtigt i min lejlighed fordi her er så lydt, men er ganske sikker på at underboen også oplever det, som om jeg tramper eller flytter rundt på møblerne.

Så måske er jeg bare slet ikke skabt til at bo i lejlighed og i hvert fald ikke en uden altan og absolut ikke et sted, der er så lydt, så nu flytter jeg på landet igen.

Fordyber mig og finder tilbage til mit overbærende, imødekommende og hjertelige jeg, der også pisser fuldstændigt af en gang imellem og synes at alle er møghamrende irriterende og lidt mere til

 

Kærlighed og lys

Miss Aros